Gabys
GABYS
Gabys
GABYS
Previous
Next
  • Thumbnails
  • Fullscreen
  • Go to text

De Gamles By Skole

Den nære byskole

Arkitekturen til De Gamles By Skole giver noget tilbage til et historisk område i København. Byskolen er skabt med fokus på cirkulært byggeri og danner ramme om kreativ skolegang og tæt nabofællesskab. Efter skoletid åbner bygningen sig op for lokale foreninger, interesserede borgere og ældre fra bydelens plejecentre.

På Nørrebro i København ligger det unikke område De Gamles By, der er rigt på historie og bevaringsværdig arkitektur. Et gennemgående træk i kvarteret er bygningernes røde tegl og den tætte forbindelse til små, grønne haver. I skoledesignet har vi lavet en nyfortolkning af områdets gamle bygninger, så skolen bliver en organisk del af kvarteret, der samtidig skiller sig ud. De røde tegl i facaden er opmuret med fine detaljer og en nutidig tilgang, der markerer De Gamles By Skole som et moderne og attraktivt læringsmiljø. Huset har et enkelt design, hvor genanvendelse af materialer er naturligt indarbejdet, men bygningens udtryk er fuld af rytme og forskydninger, der gør den iøjefaldende for forbipasserende.

En levende bydel

Skolen ligger centralt i De Gamles By og er både rammen om lokale børns skolegang og et samlingspunkt for hele bydelen. Her er der grobund for et levende foreningsliv og fællesskab mellem naboer, for bygningen rummer alt fra idrætshal til madskole, fællesarealer og rum som beboere kan udleje til arrangementer. Skolens ansigt er åbent og dynamisk med store vinduer, fremspring og materialesammenstød. Den spændende facade inviterer nysgerrige forbipasserende nærmere, ligesom grønne haver med bænke omkring skolen lader naboer stoppe op og nyde det levende nye byrum. Med det nye kantzoneliv er der plads til uforpligtende møder, der åbner op for den ellers beboelsesrettede bydel. Ligesom kvarterets ældre haver, kan de grønne skolehaver også bruges og passes af lokale beboere, så de tjener hele nærmiljøet.

Inde i skolen er der naturligt dagslys, der kommer fra ovenlys og vinduer i facaden. For at sikre åbenhed i huset er der udsyn op gennem flere niveauer af bygningen og vinduer mellem nogle af rummene. Vi har gennemgående brugt varme, hjemlige materialer og farver som træ og gule genbrugsmursten, der skaber en behagelig atmosfære. Vi har designet skolen med balance mellem nære, intime og rolige læringsmiljøer og grønne haver, hvor børnene let kan trække ud og være aktive i naturen.

Bæredygtige ambitioner

I De Gamles By Skole er ambitionerne til bæredygtighed og cirkulære principper tårnhøje. Projektet certificeres til DGNB Guld, og designet er fleksibelt, så huset kan imødekomme fremtidige behov og forblive funktionelt gennem dets levetid. Fordi området har stor betydning for mange københavnere, har vi været i tæt dialog med bl.a. naboer, lokalrådet og ældrerådet.

Vi har udvalgt bygningens materialer med fokus på at skabe en robust skole med lang levetid, der er let at vedligeholde. Vi genbruger gule og røde mursten fra tre af bydelens nedrevne bygninger. Så sparer vi på materialerne og bringer de historiske bygninger med videre i den nye generationernes bydel. Alle nye materialer er udvalgt ud fra deres gode miljøprofil eller fordi de produceres tæt på skolen, så vi sparer på transporten. I designet har vi desuden skabt en strategi for at optimere energi, indeklima og dagslys.

Bygherre
Københavns Kommune
Areal
11.000 m2
Årstal
2025
Beliggenhed
København
Samarbejde
Kjaer & Richter, 1:1 Landskab, Søren Jensen Rådgivende Ingeniører, Teknologisk Institut
Billeder
EDiT - architectural visualization studio
Brugere
BUF, KFF, lokale foreninger