Previous
Next
  • Thumbnails
  • Fullscreen
  • Go to text

AWAZE

AWAZES BEHOV

Udfordringen hos sommerhusudlejningsvirksomheden Awaze er en, som mange virksomheder kan genkende: Efter corona er en del medarbejdere stadig glade for at arbejde hjemme, og det har gjort, at dem på kontoret oplever arbejdspladsen som tom og afstanden til kollegerne som alt for lang.

De ansatte sidder simpelthen for meget alene – og det er ikke befordrende for hverken vidensdelingen, arbejdsmiljøet eller samarbejdet i virksomheden.

VORES LØSNING

Som udgangspunkt sad Awazes medarbejdere fordelt over fire etager, så vi designede en planløsning, der samler de ansatte på tre etager i stedet – samtidig med at vi på hver etage fik frigivet kvadratmeter til fællesområder, som binder afdelingerne sammen.

Her nyindrettede vi små tekøkkener med tilhørende lounger, mens det eksisterende møblement er bevaret i selve kontorområderne. I stueetagen er der indrettet reception, kantine, mødelokale og konferencerum.

Lounges inviterer til møder på tværs
Med de nye køkkener og lounges er der skabt rum til både socialt samvær og de mere uformelle, spontane møder, der er med til at fremme både det gode arbejdsmiljø og den vigtige vidensdeling. De åbne lounges inviterer til at mødes på tværs omkring de høje, runde counterborde, som vi har designet til huset.

Designmæssigt tog vi udgangspunkt i Awazes forretningsområde og deres grafiske identitet, og så skabte vi en original kombination af materialer og farver, der vækker fornemmelsen af nordisk sommerhusstil og noget mere eksotisk. Fra Gilleleje til Mallorca. Træ, rene linjer og et enkelt formsprog skaber kontrast til varm rosa og saftig grøn, flet, terrakottakrukker og palmer.