Previous
Next
  • Thumbnails
  • Fullscreen
  • Go to text

VIEGAND MAAGØE

KUNDENS BEHOV

Med et nyt, centralt hovedkontor ønskede konsulentvirksomheden Viegand Maagøe et indbydende og lokalt-forankret arbejdsmiljø for deres 100+ specialister. Derudover skulle virksomhedens arbejde med bæredygtighed og ESG kommunikeres smagsfuldt på tværs af mødelokaler, loungen, kantinen og arbejdsmiljøer.

VORES LØSNING

Fortællingen om bæredygtighed er en balancegang. Sammen med Viegand Maagøe definerede vi et rumligt og grafisk udtryk, som ikke råber, men skaber naturlige anledninger til samtaler om dette vigtige emne. En løsning, der er helt i tråd med virksomhedens bæredygtige ambitioner og handlinger.

Alt inventar blev gennemgået, så vi kunne se, hvad der kunne up-cycles til det nye hovedkontor eller doneres til velgørende formål. For eksempel udskiftede vi bordpladerne på hæve-sænke-bordene og genanvendte stellene i den nye indretning.

I tråd med de grønne ambitioner anvendte vi Greengridz, et cirkulært møbelkonstruktionspanel, til reolerne i loungeområdet, borde-bænkesæt i kantinen, lockers og til skrivebords- og møderumspladerne. Panelet er bionedbrydeligt, Svanemærket, og har et 60% lavere CO2-aftryk end traditionelle solide krydsfinerpaneler.

Mødeborde er både almindelig mødehøjde og i en højde der passer til barstole, så man tilpasser det efter om det er et kort eller et langt møde. Vi designede mødebordene med en stor bue så de er mere behagelige at sidde ved og passer godt til både fysiske og online møder.

Hovedkontoret ligger ved søerne i København. Søerne er omgivet af store, smukke kastanjetræer. Vi spejlede omgivelserne i indretningen ved at designe en særlig folie til hvert mødelokale, som illustrerer træerne. På den måde får man følelsen af at sidde nede ved søerne, og det bliver samtidig en elegant samtalestarter om menneskers forhold til naturen. Folierne værner om privatlivet, men tager heller ikke udsigten mod søerne, når mødelokalet ikke er i brug.

Farveskalaen er holdt enkel og underspillet, og udvalgt til at spille op mod virksomhedens blå grafiske identitet. De jordtonede og gule farver varmer rummene op, mens de kraftige farver skaber nedslag og variation i rummet.

Med et stort hold af vidensmedarbejdere og specialister havde Viegand Maagøe brug for understøttende arbejdsområder til koncentreret arbejde. Vi skabte små lommer, omkranset af planter, som skærmer mod arbejdspladserne, og i midten af rummene er der telefonbokse. Det skaber rum til uformelle møder og telefonsamtaler, ligesom det bryder hele kontorlandskabet op i mindre dele.